Lykke Bak: "Jeg ser ikke, at det er kroppen, der er problemet - det er mere historien bag."

Lykke Bak

I januar mødtes Lykke, min kollega og veninde Pernille og jeg til en snak om Lykkes udvikling i livet - i forhold til karriere, krop og selvkærlighed.

Lykke er mastercoach og kropspositivist og sprængfyldt med inspirerende betragtninger og relatérbar varme & ærlighed. 

Du kan lytte til hele interviewet her på podcasten eller læse videre for nogle af Lykkes tanker ang. krop og velvære.

Hvad kommer dine klienter til dig med?

Nogle kommer og siger, at de bare gerne vil være en gladere mor. Måske føler de, at de er fanget i en trummerum og egenlig oplever, at de skælder deres børn ud, men i virkeligheden har de ikke lyst til at være sådan nogle, som skælder deres børn ud... Og kan ikke rigtig komme ud af det. Og når de så har skældt børnene ud, så kan de bruge lang tid på den dårlige samvittighed.

Det kan også være dét, gerne at ville begynde at hele forholdet til sin krop og hele den historie, der er med. Der er nogle, der beskriver det, som om at livet er blevet ensformigt. Der er ikke så store udsving, så der er savn af de her udsving, både de positive, men også de negative.

Og det passer rigtig godt i dét, jeg arbejder med, for jeg taler jo ind i kroppen på den lidt populære måde, men jeg ser, der ligger nogle helt andre mekanismer, som vi skal ned i.

Jeg kommer ikke til at give sådan en øvelse hvor, man bare skal kigge sig selv i spejlet og sige, at alt er godt. For når vi kigger os selv i spejlet og godt kan se, at de bryster dér er for små - så ville vi jo stå at fortælle os selv en løgn. Det kan godt være, at spejløvelsen kan virke, men vi bliver nødt til at komme derhen, hvor vi tror på, at "jeg er god nok, som jeg er." Så bliver brysterne også gode nok, som de er. kan vi begynde at lave en spejløvelse. 

Så jeg ser ikke, at det er kroppen, der er problemet, det er mere historien bag. Hvad er det for en person, der har mormor-arme fx? Hvad er det, jeg forbinder det med? Hvorfor er det, jeg ikke vil være hende? Hvad er det for en person, der er overvægtig fx? Hvad er det, vi har fået at vide, da vi var små? Er det okay at være overvægtig i vores familie, eller er der historier såsom "alle i min familie er tykke?" Eller "tyk er nærmest det værste, man kan være i min familie?"

Jeg kan sagtens arbejde med nogle, som overhovedet ikke er overvægtige, det handler på ingen måde om vægt, men bare frygten for... "Hvis jeg nu ikke er så restriktiv omkring min kost, så kan det være, jeg tager på. Og det værste man kan være i min familie er tyk, for tyk er lig med doven..." Og så kommer der sådan en helt masse ting.

Hvordan reagerer dine klienter på dine metoder, som måske handler om dybereliggende problematikker?

Det er vigtigt, at vi har nogle, der støtter os. Hvis vi har en mand derhjemme, som har lyst til at holde fast i den gamle kæreste, som trøstespiste og sad hjemme i sofaen. Eller hende, der bare altid var glad, og pludselig kommer der én hjem, som begynder at få nogle udsving - både på det positive og negative plan - og som måske græder og har lyst til at have nogle andre samtaler... Jeg ser, at når man går ind i et coaching-forløb, skal der virkelig være en drivkraft efter at have lyst til at ændre stilstanden i ens liv. Hvor man kan mærke, at der er noget indeni én, som skriger efter noget andet.

Jeg tilbyder altid en session inden, så folk kan se, hvad der er - og der er også nogle, som er løbet skrigende bort, fordi de troede, det bare skulle handle om mad. For det er en stor ændring. Men når først vi har været et forløb igennem, så ser jeg også, at der sker nogle ændringer, som mine klienter aldrig nogensinde kommer til at give slip på. Ja, vi kommer til at komme tilbage til nogle af de gamle mønstre. De gamle mønstre er tryghed, og det vil hjernen altid gerne tilbage til. Dvs. når vi bliver pressede, har hjernen en tendens til at hoppe tilbage. Så dét ser jeg. Jeg ser også, at folk har evnen til at sige, "Hov? Nu er jeg hoppet tilbage til mine gamle mønstre, jeg har egentlig ikke lyst til at være her." Og så har de muligheden for at hoppe tilbage til dét, de har lært. Så det er også en måde at ændre nogle tankemønstre og få nogle værktøjer på, som folk kan bruge resten af deres liv.

Hvad er velvære for dig?

Jeg kan godt tage mig selv i, at når jeg kommer hjem fra arbejde, og have hentet Solvej, min lille datter... Og så skal jeg også lige have handlet ind, inden jeg henter hende... Så kommer jeg hjem, og så skal jeg gå i gang med at lave mad. Så smider jeg mig på sofaen og tænder for fjernsynet og har det sådan: "Solvej, kan du ikke lige passe dig selv lidt?" Hun er halvandet. De dage må jeg gerne have, men når der kommer en lang periode, hvor jeg bare kan mærke, at jeg nærmest ikke har noget overskud, og der er flere dage, hvor jeg har lyst til at Solvej lige gider at lege lidt med sig selv - igen - så kan jeg se, at jeg kører mig ind i den der hverdagstrummerum. Og det gør virkelig ikke noget godt for mig. 

Så velvære er virkelig, når jeg kan træde ud af den der trummerum. Jeg har selv en coach og bliver selv coachet, og jeg blev netop coachet på det i december. Jeg havde simpelthen lyst til noget nærvær. Og det blev til, at jeg stadig gerne må være på de sociale medier, og jeg må stadig gerne tænde fjernsynet, men der var alligevel en helt vildt stor lyst til at begynde at danse med Solvej. Og helt ærligt så kan det være, at vi nogle gange danser i 10 minutter. Andre gange kan det være, det er i to. Men lige dér har vi bare en connection. Der er ingen ting, der forstyrrer. Nu er "danse" det ord, jeg bruger, men faktisk kan det også være, at hun sidder på mit skød ude i køkkenet, og jeg kilder hende og bare har tid med hende. Så kilder jeg hende, og hun griner - og så bliver vi ved, indtil én af os ikke gider længere. Så det er virkelig blevet sådan noget frem for... Der er ikke længere sådan en kamp om, "hvad er mit næste velvære[projekt]." Det er virkelig at være nærværende.

Jeg øver mig også i at være bedre til at spørge ind til min mand. For ellers falder jeg i. Så sidder jeg dér med Facebook i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden - og så skal jeg også lige fortælle lidt om mig selv, det er jeg virkelig god til. Jeg er begyndt at lægge telefonen op på spisebordet, for så kan jeg ikke nå den. Og det er fint nok at være på Facebook. Men når det bliver sådan en [vanesag], så er det godt nok at komme ud af den trummerum og have tid til at lege. Når jeg henter Solvej nede i vuggestuen, behøver vi faktisk ikke at skynde os hjem. Det eneste, der venter på os derhjemme, er fjernsynet. Det er okay - det er der også, hvis vi kommer en halv time senere.

For mig tror jeg aldrig min proces stopper. Jeg bliver selv coachet, jeg har selv brug for at holde nogle ting ved lige. Og når dét er sagt, så synes jeg, at jeg er nået enormt langt. Jeg har virkelig et liv, hvor jeg kan sige: "Det er fandme fedt." Vi er også meget privilegerede ift. at både min mand og jeg kan møde, når vi vil. Solvej vågner ved 7-tiden, så vi bruger hende som vækkeur. Og det er jeg med på, at det er ikke alle, der kan. Men det gør bare, at den der morgenstress, som jeg har hørt rigtig meget om, og som jeg kan genkende fra tidligere jobs, den er der slet ikke. 

Jeg synes, jeg er kommet langt ift. at mindske mit tøjforbrug og mindske mit stress. Jeg har ikke haft decideret stress, men jeg har haft den åndende i nakken. Jeg har prøvet at vågne om natten og ikke kunne falde i søvn igen med bankende hjerte og tankemylder. Og jeg er kommet hjem fra arbejde og har sat mig på terrassen i solskinnet med en dåsebajer og begyndt at græde. Og der er jeg langt fra nu... Min mission handler om at have modet til at være sårbar og ærlig. At kunne være ærlig på en autentisk måde og turde at tale om de ting, vi ikke ofte snakker om. 


Du kan lytte til podcasten, hvor Lykke bliver interviewet her. Lykke tager imod klienter i sin coachingpraksis, du kan læse mere om, hvad hun tilbyder her.