Katrine Gisiger: "Man er træt af alt det der facadelort, og man er træt af at føle sig alene."

I januar mødtes min kollega Pernille og jeg med Katrine Gisiger, som er indehaver af Livstilshuset på Islands Brygge i København til en snak om kropsbillede, perfektionisme, kontrol, idealer og opvask.

Katrine er kognitiv kostvejleder og startede Livsstilshuset sidste år, hvor hun sammen med sine medarbejdere giver kostvejledning og holder foredrag om bl.a. følelsesmæssig spisning samt et lykkeligt vægttab.

Du kan lytte til hele interviewet på podcasten her eller læse videre for nogle uddrag.


Her er nogle highlights fra interviewet:

"Hvordan er det blevet til, at der er så mange mennesker, som lever et liv, som er så fornuftstyret hele tiden? Hvor du aldrig nogensinde kan få en pause til bare at gøre det, du har lyst til... Ikke at lave noget, ikke at skulle udvikle sig eller forbedre sig eller præstere...

Man er træt af alt det der facadelort, og man er træt af, at man føler sig alene.

Der er så meget tabu, og vi skal alle sammen være så perfekte og så seje... Og jeg er måske et alternativ, hvor man kan stoppe lidt op og måske nyde livet, mens det er der. Det der med lettelsen af, at folk har fundet ud af, at jeg har "svedpletten" - det vil sige, nu er det out there, nu behøver jeg ikke at bruge en masse energi på at skjule [svedpletten].

Og sådan er det med mange ting. Når man først har sagt det højt, eller har vist det, eller har gjort ét eller andet... Så er man sådan "Nå? Nå, det var slet ikke så slemt?" Eller: "Nå, alle andre har det også på den måde."

Sårbarhed er sådan noget, der er ilde set i vores samfund. Du må ikke være svag, og du må ikke være sårbar. Du må ikke være følelsesladet, det er ikke godt. Du skal være stærk. Du skal være produktiv. Du skal være aktiv.... Det er som om, der er nogle bestemte værdier, og dét at være sårbar eller svag - hvis man er angst for at være det - så går man jo hele tiden rundt med sådan en facade af, "Bare folk ikke finder ud af, at jeg i virkeligheden er sårbar." Og det er dét, der koster en masse energi.

Så at opleve, at dét at være sårbar ikke er farligt... Jeg kan sige det højt... "Jeg er mega grædefærdig i dag. Der skal næsten ikke noget til, så begynder jeg at tude." Der er jo ikke nogen, der så kan komme at sige, "Æhh, tudefjæs!", for jeg har allerede sagt det. 

Dét at kunne gå ind at slippe noget af den angst og skam kan gøre, at ens sårbarhed bliver så ufarlig, at det blive den ægte styrke.

De fleste har nogle automattanker, der siger, at noget er dårligt. "Nej, det må man ikke, man må ikke spise brød, det er dårligt. Nej, man må ikke spise sukker, det er dårligt, eller jeg skal træne, for hvis jeg ikke træner, så er det dårligt." De ved egentlig ikke helt, hvad det er for en konsekvens, de er bange for. Hvis man så dykker ned og siger, "Og hvad vil der så ske?" Så vil man næsten altid kunne nå helt ned i, at "så er jeg ikke god nok." Og det er med alt. Det er alt det, der gør os stressede. På studierne kan det være ift. eksamensstress, hvor man hele tiden føler, at man burde læse mere. På arbejdet kan det være, at man hele tiden føler, man skal nå de her deadlines, og man skal også lave lidt ekstra, og der er sådan nogle usagte regler.

Og det kan især være med kroppen.

"Jeg skal ændre på min krop. Hvis ikke jeg gør, så er det dårligt. Dét, jeg har nu, er dårligt. Det er dårligt at have en mavedelle. Det er dårligt at være bleg. Det er dårligt at have vinkearme. Det er dårligt at have strækmærker, appelsinhud eller bumser." Vi kan næsten altid spore tilbage til en opfattelse af, at hvis jeg ikke præsterer nok, så er jeg ikke god nok. Men hvad sker der, hvis vi ikke er gode nok? Det kan vi ikke svare på. Men psykologisk set siger urhjernen, at så går flokken videre. 

Hvis ikke flokken synes, at vi er værd at elske, at vi kan bruges til noget, eller at vi er gode nok, som vi er, så efterlader de os i skoven, og så dør vi altså.

Det er helt ned til den grundangst for at miste livet. Det er der bare ikke så mange, der ved. Det er de færreste, som i eksamenssituationer tænker "Gud, jeg er bange for at dø." Det kan i virkeligheden spores tilbage til, at hvis man ikke præsterer til perfektion, så er man ikke værd at elske, og så bliver man efterladt.

Overlevelse er dét, som rigtig meget af dét at være pleaser, perfektionist eller præstationsorienteret egentlig handler om. Det handler om, at man har én eller anden fornemmelse af, at hvis man ikke gør det, så er man ikke god nok. Dvs. en opfattelse af, at jeg, som jeg er. er ikke god nok. Det er kun mine handlinger, som giver mig værdi. Så jeg skal gøre alle de her ting [præstere etc.] og der er ikke en grænse, der hedder, at når jeg først har gjort de her ting, så er alt godt nok. Den grænse findes ikke, for vi kan aldrig nogensinde få trygheden og roen i, at vi er gode nok, som vi er, gennem præstationer."

Hør hele det smukke og åbne interview med Katrine her.



Instagram