Jaderullens mange egenskaber

jaderullelucasofia.JPG

Det er et par år siden, jeg stødte på jaderullen første gang og blev først betaget af det delikate ydre; den sartgrønne jade med den kølige overflade, sølvaccenterne. Først i efteråret sidste år købte jeg én selv, da jeg boede i Portugal. Min yndlingskrystalbutik havde én eneste, og den skulle blive min.

Jaderullen stammer fra Kina og har sin oprindelse så langt tilbage som til det 7. århundrede. Traditionelt set blev den brugt til at afspænde ansigtets muskulatur, udglatte rynker, dræne lymferne i ansigtet og afbalancere qi'en.

På godt dansk er jaderullen en håndholdt, manuel rulle skabt til ansigtsmassage. Jaden forbliver kølig mod huden, og de trykkende, rullende bevægelser stimulerer hudens elasticitet, hjælper lymfesystemet med drænage og musklerne med at afspændes. Blodcirkulationen øges i huden, så den får en pink glød ved brug. Det er med andre ord en slags dybdegående og behagelig massage for ansigtet, som kan udføres ved egen hånd (bogstaveligt talt).

På det esoteriske plan siges jaden at have healende egenskaber; særligt egnet til at støtte lymfesystemet, assistere i cellefornyelse og give smertelindring.

Jeg kan bedst lide at bruge min, når jeg har vasket mit ansigt og påført denne olie.

Sådan gør du:

  • Start ved hagen og rul langs kæben. Det bør føles behageligt, tryk ikke for hårdt.

  • Flyt så jaderullen op til næsen og rul vandret ud over kinden.

  • Med den mindste ende rulles så over det lukkede øje og ud mod tindingen.

  • Med den store ende placeres jaderullen ved øjenbrynets start og rulles ud mod tindingen.

  • Rul fra øjenbrynene op mod hårlinjen.

  • Tilsidst rulles fra pandens midte og ud mod tindingerne.