Verdens bedste glutenfrie brød uden mel - mælkefrit, kornfrit, gærfrit & glutenfrit

Indeholder reklamelinks

Indeholder reklamelinks

Det her er - som titlen antyder - verdens bedste glutenfrie brød - lavet helt uden korn og mel. Den eneste type mel, der finder vej til opskriften, er en lille smule kokosmel - og det gælder jo ikke rigtig, når man snakker traditionel mel :)

verdens bedste glutenfrie brød

Brødet har en lækker tekstur, og hvis man ikke vidste bedre, ville man aldrig gætte, at det er lavet på nøddesmør. Cashewsmør giver en flot, lys farve, hvor almindelig mandelsmør tilfører brødet mørkere nuancer, og de to nøddesmørtyper smager selvfølgelig også forskelligt. Dette brød er lavet med lige dele mandel- og cashewsmør, derfor den dybere farve. Man kan også bruge denne hvide mandelsmør for et lyst brød - jeg er i det hele taget vild med Rømers nøddesmør.

Da nøddesmør er en dyr substans i Danmark, laver jeg ikke brødet ligeså tit, som jeg kunne have lyst til. Jeg har set, at man kan lave sin egen nøddesmør, og det må helt sikkert blive et snarligt kommende projekt, som det nok kan betale sig at implementere, for jeg kunne spise skivevis af dette brød hver eneste dag!

Du kan bruge brødet, som du ville ethvert andet lyst brød - til sandwiches, morgenosten eller pariserbøffen. Det kan ristes og opfører sig i det hele taget som meget af det brød, vi med cøliaki kan savne. Især hvis man ikke trives med de færdiglavede, vakuumindpakkede eksemplarer i supermarkedet.

melfrit glutenfrit brød.JPG

Opskriften er stærkt inspireret af Danielle Walker fra Against all Grain, som mig bekendt var én af de første til at bruge piskede æggehvider og nøddesmør i stedet for mel.

Jeg holder af at bruge økologiske ingredienser, så brødet bliver særligt autoimmun-venligt.

 

Du skal bruge:

  • 1 silikoneform eller kokosolie til at smøre en almindelig form med
  • Fire store æg, blomme og æggehvide adskilt
  • 1 dl. mandelsmør (usødet)
  • 1,5 dl. cashewsmør (usødet)
  • 1/2 tsk. honning (gerne raw)
  • 2 1/2 tsk. æblecidereddike
  • 1/2 dl. mandelmælk (usødet, du kan evt. lave din egen eller bruge rismælk eller kokosdrik)
  • 1/2 dl. fint kokosmel
  • 1 tsk. natron
  •  1/2 tsk. hav- eller himalayasalt

 

Fremgangsmåde:

1. Ovnen forvarmes til 150 grader. Placer en lille, ovnfast skål med vand nederst i ovnen, mens ovnen varmes op. 

2. Hvis du bruger en almindelig brødform, smøres den med kokosolie.

3. Med en håndmixer piskes æggehviderne i en skål, indtil massen kan formes i bløde toppe.

4. I en anden skål (sørg for at piskerisene er rene for æggehvide) mixes æggeblommer og nøddesmør til en samlet masse. Derefter piskes honning, æblecidereddike og mælken i. 

5. Drys kokosmel, natron og salt ned i nøddeblandingen og mix til det er velfordelt.

6. To spsk. af de piskede æggehvider tilføres nøddeblandingen, pisk til der er jævn fordeling. Derefter tilsættes resten af æggehviderne. Pisk på håndmixerens laveste niveau til æggehviderne er akkurat jævnt fordelt i blandingen. Vær OBS på ikke at overpiske.

7. Hæld dejen ned i den form, du har valgt at anvende og placer den øjeblikkeligt i den varme ovn.

8. Bages i 45-50 minutter til toppen er gylden og en stegenål eller lignende kan stikkes i og kommer ud ren.

9. Brødet tages ud af ovnen, fjernes fra formen og afkøles på en rist i op til en time. Velbekomme!

 

Hvis du har lyst til at dele, vil jeg rigtig gerne inspireres - hvilket glutenfrie brød er din favorit?