Styrk dit helbred med antiinflammatorisk kost

luca sofia.jpg

 

AUTOIMMUNITET

Autoimmunitet indebærer, at kroppens immunforsvar angriber sundt væv i et forvirret forsøg på at forsvare sig mod “fjenden”, som i tilfældet for en person med cøliaki, er gluten. Har man en autoimmun lidelse, er immunforsvaret overaktivt og skaber, i tråd med ordet inflammations betydning, en “ild indeni.” Led-, muskel og knoglesmerter kan opstå som følge af inflammationen, ligesom energiforladthed, lav udholdenhed og psykiske symptomer, såsom stress, angst og depression kan blive konsekvenser.

 

UTÆT TARM TIL GRUND FOR AUTOIMMUNE LIDELSER

Nyere studier viser, at en utæt tarm ligger til grund for opståelsen af utroligt mange – hvis ikke alle – autoimmune sygdomme. Utæt tarm betyder kort fortalt, at tarmens barriere er beskadiget i en sådan grad, at der kan trænge fremmedelementer (pesticider, toxiner, gliadin etc.) direkte ind i tarmvæggenes væv, hvilket forårsager en autoimmun respons i kroppen og således inflammation. Du kan læse her, hvad der sker i kroppen, når man har cøliaki og spiser gluten.

 

KOSTEN SOM REDSKAB

Heldigvis har vi ganske konkrete metoder til at nedbringe inflammationen og hele den utætte tarm – heriblandt er et vigtigt værktøj den antiinflammatoriske kost. Antiinflammatorisk kost sigter, som navnet antyder, mod at nedbringe inflammationen i kroppen via mad, som er nærende, helende og... Antiinflammatorisk. Altså støtter kroppen i at nedbringe inflammation og i heling af den utætte tarm. 

Har man en autoimmun tilstand kan det være utroligt gavnligt at arbejde med at hele den utætte tarm. Således arbejder vi med én af grundårsagerne til problemet, så vi kan bevæge os mod trivsel og livsenergi. Når vi heler den utætte tarm, mindsker vi også risikoen for at udvikle andre autoimmune sygdomme, og vi får i det hele taget et stærkere immunforsvar, som bedre kan stå imod miljømæssig påvirkning.

 

Antiinflammatorisk kost består overordnet set af:

  • Grøntsager
  • Bær
  • Nødder
  • Frugt
  • Animalsk protein, hvis man er kødspisende
  • Bælgfrugter
  • Olivenolie, animalsk fedt, i nogle tilfælde økologisk smør

Det er fordelagtigt, hvis fødevarerne er økologiske, idet det større antal pesticider, toxiner, parabener etc. i konventionelle fødevarer er tilbøjelige til at trænge gennem den perforerede tarm og aggravere immunforsvaret yderligere.

 

ANTIINFLAMMATORISK KOST OG AUTOIMMUNE PROTOCOL

Autoimmune protocol (autoimmun palæo) er en retning inden for antiinflammatorisk kost, som har hjulpet utroligt mange mennesker med at eliminere symptomerne på deres autoimmune tilstand. Dog er autoimmune protocol (AIP) endnu mere specifik end den generelle antiinflammatoriske kost. AIP udelukker en del bælgfrugter, minimerer indtaget af nødder og udelukker indtagelsen af både kornprodukter (glutenfri) og alkohol. Med antiinflammatorisk kost gives kroppen god chance for restituering, og AIP er tidsbegrænset – grunddiæten tager 30 dage, hvorefter div. fødevarer gradvist kan genintroduceres.

 

VI KAN SLUKKE DEN INDRE ILD MED ANTIINFLAMMATORISK KOST

Den antiinflammatoriske kosts retningslinjer er givtige på den lange bane for mennesker med cøliaki. Kroppen har en hel enorm helingsevne og søger hele tiden mod homeostase, og her spiller kosten en vigtig rolle. Den kan fremprovokere symptomer, og den kan mildne eller eliminere symptomer, og det er op til os at anvende kostens helende egenskaber på en måde, som giver mening for os. Som Hippocrates så klogt sagde engang for længe siden:

 

LET FOOD BE THY MEDICINE, AND THY MEDICINE BE THY FOOD.

 

Heldigvis har vi direkte indflydelse på vort helbred. Der er så meget, vi kan gøre for vor trivsel gennem kost, livsstil og ikke mindst terapeutisk arbejde. Mad er dog en personlig sag, som ofte er forbundet med både dybtintegrerede vaner og havdybe følelser. Cøliaki er ligeså personlig og kan komme ganske forskelligt til udtryk fra person til person. Derfor er der heller ikke én livsstilsløsning, som passer os alle. Vi befinder os hver især forskellige steder på denne rejse, hvor egenomsorg & selvkærlighed oplyser vejen foran os. Hvis vi lader disse to aspekter lede, kan vi ikke fare vild.

For syv år siden kunne jeg fx godt finde på at spise lidt gluten i ny og næ (læs min historie her); jeg kæmpede sådan imod cøliakien. Jeg var bange for, at hvis jeg virkelig accepterede den, ville jeg blive aldeles hæmmet. Med tiden oplevede jeg dog, at det netop viste sig at hæmme mit helbred, når jeg ikke tog højde for min krops behov. 

Jeg er af den overbevisning, at vore kroppe aldrig er imod os – heller ikke, når de skaber autoimmune tilstande. Kroppen indeholder en enorm viden, som vi kan aktivere og bevidstgøre, så vi kan leve et afbalanceret liv fyldt med overskud og livsglæde. For dig som ønsker fysisk og/eller psykisk støtte på din rejse med en autoimmun tilstand, ser jeg frem til at guide dig i processen til at opnå himalayahøj livskvalitet. Jeg tager imod dig her i min praksis eller via Skype