Guide: 2018 Tilbageblik - afsked med det forgangne og velkommen til nytåret

2018 tilbageblik.JPG

2019 er nu kun på få dages afstand. Juledagene er overståede, og tanker omkring hvad det nye år mon bringer banker gerne på i denne tid.

På tærsklen til det nye år har jeg i mange år haft en tradition med at lave et tilbageblik på året, der gik. Når vi kigger bagud, bliver det tydeligere for os, hvordan vi har udviklet os, vore sejre bliver klarere for os og udviklingspunkter står stærkere frem - ofte på en lidt distanceret måde, fordi vi netop har det hele lidt på afstand. Når vi laver et tilbageblik på året, der gik, kan vi se, om vi bevægede os i den retning, vi satte intention for ved årets begyndelse. Vi får en fornemmelse af, om vi skal skifte kurs eller rette ind på anden vis for at gå på den vej i livet, vi ønsker at gå på. Det er som at binde en fin sløjfe på det forgangne for at vende os mod det nye år med friske øjne, sind og hjerter.

Tilbageblik på året der gak handler for mig ikke om at have opnået mål som sådan - nærmere om at have levet mit liv intentionelt og med bevidsthed, og således kan der være noget terapeutisk over at lave et års-tilbageblik. Det hjælper os til at være endnu mere klar på, hvad vi ønsker at kalde ind i 2019, og hvad vi med fordel kan rette opmærksomhed og kærlighed på.

2018 var mig for et ganske særligt år med store ændringer og transformation. Det var et 9 personligt år inden for numerologien, hvilket betyder  “A Year of Completion, Unraveling, and Letting Go” iflg. Felicia Bender - og det er lige præcis dét, det har handlet om.

Hvis du synes, det kan være spændende og meningsfuldt, kan du tjekke ud, hvilket personligt år-nummer du er i - det kan give et pudsigt fingerpeg om, hvilke temaer 2018 har handlet om for dig. Det kan du gøre her.

Jeg deler disse dagbogspunkter med dig, som også kan lide at lave års-tilbageblik, eller som er blevet inspireret til at prøve det nu. Det kan være en del af en rigtig behagelig oplevelse at tænde et stearinlys, sætte noget skøn musik på og sørge for, at det space du sidder i er rart for dig. Måske har du lyst til at brænde lidt røgelse eller palo santo af inden. Når du er færdig med års-tilbageblikket lover jeg dig, at du føler dig endnu mere klar til at træde ind i det nye år.

Med fordel kan du starte med at sætte dig godt tilrette i stolen, lukke øjnene, trække vejret dybt ned i maven et par gange og se det forgange år hurtigt for dit indre blik - én måned ad gangen kan du løbe igennem året i tankerne og således tune ind på de overordnede begivenheder og tematikker i 2018. Lad os så begynde.

Farvel og mange tak 2018

  • Hvilket personligt år-nummer havde 2018 for mig? Hvad var de officielle temaer for dette nummer i ni-års cyklussen?

    • Hvordan var disse temaer synlige i 2018?

  • Hvilket personligt år-nummer har 2019 for mig? Hvad er de officielle temaer for dette nummer i ni-års cyklussen?

    • Hvilke tanker sætter dét i gang?

  • Hvad var de største forandringer?

  • Hvad har jeg brugt mest tid på (udover mit arbejde)?

  • Hvad var den største udfordring?

  • Hvad er jeg mest stolt af?

  • Hvad gjorde jeg, som overraskede mig?

  • Hvad er nogle personlige mønstre eller skygger, som jeg var mest opmærksom på?

  • Hvor er jeg nu ift. dér, hvor jeg håbede, jeg ville være i starten af året?

  • Hvad er mine tre bedste minder fra 2018?

  • Hvad er det smukkeste minde?

  • Hvad er det sværeste minde?

  • Hvor/hvornår gjorde jeg min energi lille?

  • Hvor/hvornår stod jeg stærkt i min styrke og egen kraft?

  • Hvad er én af de største indsigter, jeg fik om mig selv?

  • Hvad ville jeg ønske, jeg havde gjort anderledes?

    • Hvad er det smukke i, at tingene var som de var (og ikke anderledes)?

  • På hvilke måder har jeg æret mig selv, draget omsorg for mig selv og været min egen gode moder?

  • Hvad er det sjoveste minde?

  • Hvad er noget, jeg accepterede i 2018, som jeg absolut ikke ønsker at acceptere i 2019?

  • Hvad var min bedste musikoplevelse?

  • Hvordan har jeg ladet kærligheden fylde i mit liv?

  • Hvem og hvad har inspireret mig?

  • Hvem har jeg lyst til at bruge mere tid med i 2019?

  • Hvordan brugte jeg min kreativitet?

  • Hvad var en god vane, jeg fik?


2018 tilbageblik.JPG

Vær velkommen 2019

  • Hvordan kan jeg få mere sjov og leg ind i 2019? Hvordan kan det se ud/hvilke tiltag skal jeg foretage?

  • Hvordan kan jeg invitere kærligheden endnu mere ind i 2019?

  • Hvordan kan jeg være endnu mere omsorgsfuld over for mig selv i 2019?

  • Hvad er nogle gode vaner, jeg gerne vil implementere i 2019?

  • Hvad vil jeg gerne være stolt af, når året er omme?

  • Hvad er de fem kerneværdier, jeg gerne vil have skal fylde i mit 2019?

  • Hvilke tiltag skal jeg lave for at disse kerneværdier kommer til at fylde?


Og så…

Slutter vi af med at skrive en takkenote. Den kan være så kort eller lang, som du ønsker - og den skal være til dig selv. Noten er beregnet til, at du kan takke dig selv for, at du gør det så godt (for det gør du virkelig! Uanset hvilke indvendinger, du end måtte have.) Tak dig selv for, at du stadig er her, at din krop stadig gør sit arbejde, og at du har så smukt et hjerte. Hvadend, der kommer op, som finder vej til papiret, er så perfekt. Skamros dig selv, som var du universets mest elskede barn, for det er du.

Rigtig godt nytår. Må 2019 blive året, hvor vi vokser vores energi stærkere og større end nogensinde, hvor vi mere end nogensinde før åbner os for den kærlighed, universet og vore sjæle har til os, og hvor vi illuminerer og integrerer vores skygger og manifesterer alt, hvad remmer og tøj kan holde.

Tak fordi, du læser med <3