Hvornår bliver man rigtig voksen?

LucaSofiaEngen.JPG

Vi kan stemme og køre bil, når vi er 18. Købe øl, cigaretter og kirsebærvin, når vi er 16. Have sex, når vi er 15. Men hvornår er man egentlig sådan rigtig voksen? (Og hvad betyder det der 'voksen'?)

Der er sket et tydeligt skift siden mine forældres generation, hvor mange blev gift og fik børn i start tyverne. Vi har ikke længere travlt. Det er som om, ungdommen varer længere. Meget længere. Iflg. Human Design er vi faktisk "teenagere," helt til vi når 40-50'erne.

Forklaring følger:

Før 1781 stod planeten Saturn for at regulere livscyklusser. Saturn er 30 år om sin tur rundt om solen, dvs. 30 år efter din fødsel har du din "Saturn return" (- en periode, som i øvrigt ofte skaber store omvæltninger og transformation.) Vi skal ikke alt for langt bagud i historien, før et menneskeliv kun varede lige så lang tid, som det tog Saturn at vende tilbage til sit udgangspunkt på himlen, nemlig ca. 30 år.

I 1781 opdagedes planeten Uranus. Indtil da havde folk deres midtlivspunkt omkring 15-års alderen. På dette tidspunkt var de fleste allerede gift og havde arbejdet i deres ansigts sved i mange rygbrækkende år. Som 15-årig forventedes man dengang at være uafhængig og i stand til at klare sig selv - og brødføde sin familie også.

Omkring samme tid som Uranus' opdagen, skete der en "opgradering" eller transformation af menneskets energetiske konstitution. Vi udviklede os fra kun at have syv centre til at have ni (de samme ni centre, du ser på din Human Design bodygraph). Den ca. 30 år lange livscyklus, som var under påvirkning af Saturn, skiftede til i stedet at være under indflydelse af Uranus, hvis tur rundt om solen tager 84 år. I forbindelse med dette store skift er vores midtlivspunkt også ændret. Hvor det før lå omkring 15-års alderen (fordi vi altså kun blev ca. 30) er det nu rykket 25 år frem.

Så hvis du føler dig forvirret, lost eller bare slet ikke særligt supervoksen, så er det måske fordi, du slet ikke er voksen endnu (voksne kan selvfølgelig også føle disse følelser.)

40 er vitterligt det nye 15.

I 40'erne træder vi ind i en forberedende periode, som gør os klar til den virkelige blomstringstid, som først egentlig starter, når vi når de 50. Når jeg kigger på menneskene i mit liv, ser jeg, hvordan mange først for alvor finder retning og ind til dem selv, når de er sidst i 40'erne. Midtvejskrisen er i virkeligheden den sidste rest af teenagekrise, før vi træder ind i voksenlivet. Er det ikke ret fint at tænke på? Det giver masser af forståelse for hinanden - og ikke mindst en masse tid, hvor vi kan modnes, udvikle og afvikle.

Hurra for forlænget ungdom og hurra for den modne alderdom.