Om egenomsorg og selvomsorg

egenomsorg selvomsorg.jpg

OMSORG • Vi fortjener vores egen omsorg, og den kan opøves. Vi er måske vant til at høre om egenomsorg a la fænomenet Self Care Sunday - noget med benene oppe, en fugtmaske og måske en god bog og slukket telefon. Vores kærlighed vokser over for dét, vi giver omsorg, og den praktiske form for egenomsorg er en smuk ting. Der er dog en anden meget essentiel level af omsorg for os selv, som måske er endnu vigtigere - i hvert fald ligeså vigtig. Når du siger noget, du et kort sekund kunne slå dig selv i hovedet over, tysser din selvomsorg på den indre, kritiske stemme. Når du jokker aldeles i spinaten, eller når du ikke får fremstammet et kvæk til det vigtige møde, så tager din selvomsorg dig i hånden og beroliger dig med, at du gjorde det så godt, du kunne, og at alt er, som det skal være.⠀

Alt er, som det skal være.⠀

Omsorgen for os selv er så vigtig - og den kommer ikke bare ud af det blå, hvis den ikke allerede er der. Den skal gives plads. Sol, lys og næring, så den kan vokse. En klog kvinde sagde engang til mig, at vi skal være vores egen gode mor. Hun mente, at man skal behandle sig selv med den samme bløde omsorg, som en mor har for sit barn. Hvordan behandler din indre moder dig? Fortæller hun dig, at du er evigtgyldigt værdig til kærlighed? Fortæller hun dig, at der ikke er noget at være bange for, at du absolut intet kan gøre forkert? Forsikrer hun dig om, at du er uundværlig, og at du nok skal opnå alle dine drømme (for du har dem af en grund?) Hvis hun ikke er så stærk i sin stemme endnu, har jeg hermed fortalt dig det, og jeg håber, hver en celle i dit hjerte vibrerer ved genkendelse af omsorgens stemme 💜

Luca Sofia Engen