Hvad sker i min krop, når jeg spiser gluten?

Frit oversat efter How Gluten Causes Celiac Disease af Jordan Reasoner.

Cøliaki er en autoimmun sygdom. Autoimmune sygdomme opstår på bagrund af en ”upassende respons fra kroppen mod stoffer og væv, som er naturligt forekommende i kroppen.” (1)

Men hvad sker der egentlig i vore kroppe, når vi har cøliaki og spiser gluten? Processen kan i følge Jordan Reasoner fra SCD Lifestyle sammenlignes med en slags indre krig. Vores immunforsvar er designet til at beskytte os mod giftstoffer, vira, bakterier (antigener) etc. fra omverdenen. Hvis man har cøliaki og spiser gluten, tror immunforsvaret fejlagtigt, at kroppens eget sunde væv er en virus. Derfor angriber immunforsvaret det sunde væv i kroppen.

Generelt for mennesker med autoimmune sygdomme gør det sig gældende, at deres immunforsvar er ”forvirret” omkring, hvad der er invaderende antigener, og hvad der er kroppens eget sunde væv.

Så når mennesker med cøliaki spiser gluten, er deres immunforsvar programmeret til at opfatte gluten som en trussel (antigener). I et forsøg på at beskytte sig mod de faretruende, invaderende stoffer, responderer immunforsvaret med at skyde med spredehagl og angribe tyndtarmens tarmvæg og de små fimrehår og celler, der hjælper med optagelse af næring og fordøjelse (mikrovilli og villi).

Den fine villi-overflade i tyndtarmen står hovedsagligt for skud. Normalt hjælper villi os med at optage næringsstoffer i maden, men har du cøliaki og spiser gluten, ødelægges disse fingerlignende strukturer. Processen ser sådan ud:

På billede c og e har strukturerne fået svært ved at optage de gode næringsstoffer – og har samtidig svært ved at beskytte os mod antigenerne.

Tarmen spiller en altafgørende rolle i at beskytte vores krop fra det ydre miljø omkring os. Tarmen fungerer faktisk ligesom huden på ydersiden af vores krop – bare indeni kroppen.

I takt med at mad nedbrydes i forbindelse med fordøjelse, absorberer villi i tyndtarmen de gode næringsstoffer via cellerne og beskytter os mod ufordøjet mad, giftstoffer etc. fra verden omkring os. Det kan sammenlignes med, hvordan vores hud tager imod ultraviolet lys fra solens stråler, mens den stadig beskytter os fra det ydre miljø.

Under normale omstændigheder ser absorptionen af næringsstofferne sådan her ud:

Men cøliaki er ikke helt normale omstændigheder, og gluten er hovedårsagen til, at den autoimmune tilstand aktiveres.

Hvad er det, der er så skidt ved gluten?

Vi ved, at planter er levende. De er designede til at kæmpe for deres overlevelse – ligesom alt levende er det. Derfor har mange planter, som vokser over jorden, udviklet stoffer, som er skadende for det dyr, der indtager det – simpelthen for at undgå at blive spist.

Af samme årsag indeholder næsten alle kornsorter en giftig komponent ved navn prolamin, som er meget svær for mennesker at fordøje. Menneskets tarm er ikke i stand til at nedbryde dette protein i små nok dele til at kunne absorbere dets næring.

Hvede indeholder proteinet gluten, som indeholder én af de stærkeste prolaminer, nemlig gliadin. Studier viser, at mange forskellige komponenter af gluten er problematiske for mennesker, men gliadin har den mest ødelæggende virkning på menneskets tarmbarriere og tilfører stor skade på tarmvæggen – selv hos mennesker, der ikke har cøliaki. Men effekten af disse giftige proteiner er endnu mere skadelige for mennesker, som er genetisk disponerede for glutensensitivitet og cøliaki.

Gliadin forårsager inflammation i tarmen

Som sagt er proteiner i gluten meget svære at fordøje for mennesker (og mange andre dyr). Det er den genetiske prædisposition for cøliaki, der skaber omstændigheder, der fører til det man med et farverigt udtryk kan kalde en krig i tarmen.

Et eksempel:

Lad os sige, at man spiser en bagel; den glider glad ned i mavesækken. Mave bearbejder bagelen, så den bliver reduceret i størrelse og ændret i struktur. Derefter sendes den ned til tyndtarmen, som nedbryder den yderligere og optager næringsstofferne fra den. Glutenproteiner (såsom gliadin) skal nedbrydes af kroppen, før de er nyttige, hvilket som sagt er svært for os mennesker. Når gliadinpartiklerne befinder sig i tarmen, begynder de at udrette skade – de er jo giftige. At have ufordøjede gliadinpartikler i tyndtarmen kan frigive cytokinet IL-8, som trigger inflammation i tarmen. Dette er de første autoimmune skud, der fyres mod tarmens væv.

IL-8 aktiverer den del af immunforsvaret, der hedder Th1. Th1 tager sig af de første invaderende antigener ved at kreere inflammation som forsvar. Med denne inflammation forsøger Th1 at beskytte kroppen med en barriere af inflammation, men den inflammation, som skulle være et forsvar, skader i stedet for cellerne i tyndtarmen.

Gliadin sniger sig gennem tarmbarrieren

Udover at forårsage inflammation i tarmen, formår gliadin også at komme gennem immunforsvarets første forsvarsindsats. Tarmvæggen er designet til at lade næringsstoffer komme ind og holde antigener ude, men ved cøliaki bryder hele dette smarte design sammen, når gliadin formår at bryde gennem tarmvæggen.

Vi kan tænke på tarmvæggen som en form for net-væg med specielle døre, man kan gå igennem, hvis man har en særlig kode. De gode næringsstoffer og andre små partikler kan smutte lige igennem nettet i denne væg uden problemer.

Men større, ufordøjede proteiner såsom gliadin (og andre skidte fyre) kan slet ikke komme gennem væggen, for de er for store. Dørene i denne ”net-væg” hedder tight junctions, og de er porten mellem tarmcellerne og tarmvæggen. Tight junctions styres af en detaljeret signalproces, som holder tarmvæggens beskyttende balance intakt. Alt, der passerer gennem disse døre, siges at passere gennem cellerne.

Forskere har identificeret et protein ved navn zonulin i mennesker. Zonulin er ét af disse delikate signalstoffer, som kontrollerer hvornår dørene i tarmvæggen skal åbnes og lukkes. Zonulin står hovedsagligt for at forhindre cellernes optagelse af antigener.

Det viser sig, at gliadin er programmeret med en kode, som får zonulinniveauerne til at stige hos mennesker med cøliaki. Når zonulinniveauerne stiger, åbner tight junctions-dørene sig abnormalt stort – og således beskytter tarmvæggen sig nu ikke længere mod giftstoffer. Dermed kan de store, ufordøjede proteiner nu komme ind.

Det ser sådan her ud:

Når man har cøliaki og spiser gluten, skaber gliadin ikke blot inflammation i tarmen, men dens særlige kode, som stimulerer zonulin til at åbne tarmvæggen, hjælper gliadinproteinet til at snige sig gennem tight junctions, så den nu befinder sig ude i kroppen. På dette stadie kan gliadin akkumulere sig bag tarmvæggen, hvor den nedbryder immunforsvaret og forårsager store skader på tarmen.

Gliadin forårsager utæt tarm

Immunforsvaret havde allerede forsøgt at bekæmpe gliadin med inflammation udenfor tarmen. Når gliadin nu befinder sig bag tarmvæggen, reagerer immunforsvaret med IL-15, hvilket resulterer i en endnu værre tilstand af inflammation indeni selve tarmvæggen.

IL-15 kan sammenlignes med specialstyrker, som nu sender IEL til kampmarken. IEL begynder nu at skade tarmcellerne gennem endnu stærkere inflammation. Immunforsvaret sender også inflammatoriske mediatorer såsom TNF og IFN, som forårsager endnu større skade på tarmcellerne i et forsøg på at bekæmpe gliadin.

Jo mere tarmcellerne bliver beskadigede, jo større bliver tarmens permeabilitet (gennemtrængelighed). Dette fører til utæt tarm, hvor gliadin og andre antigener frit kan passere gennem tarmvæggen og ind i kroppen.

Processen ser sådan her ud:

Utæt tarm skaber autoimmune sygdomme såsom cøliaki

Indtil videre har immunforsvaret bekæmpet gliadin med Th1. I takt med at gliadin ophober sig bag tarmvæggen, vil det begynde at krydslinke sig med et enzym ved navn Tissue Transglutaminase (tTG), som bliver udskilt for at reparere beskadigede tarmceller. Denne krydslinkning trigger en kaskade af Th2 krydsreaktioner, som skaber en blodig krig mod tarmcellerne.

Den nye krydslinkning mellem gliadin og tTG i kroppen tænder for immunforsvarets Th2-afdeling, som er kroppens adaptive forsvar. Formålet med Th2 er at spore, finde og fuldstændigt udrydde den invaderende fjende.

Det adaptive immunforsvar er en kraftfuld immun respons, som via anvendelsen af antistoffer evner at koordinere meget mere sofistikerede angreb end Th1. Antistoffer kan genkende og huske specifikke anti- og patogener og kan sætte ind med kraftigere og kraftigere angreb, hver gang de støder på dem.

Cøliaki hænger sammen med komplet autoimmunitet, når tarmen bliver utæt. Jo mere utæt tarmen er, jo større krydslinkning mellem gliadin og tTG opstår der, jo stærkere bliver immunforsvarets respons og jo større inflammation opstår i kroppen.

En opsummering:

Gliadin bekæmpes udenfor tarmvæggen med inflammation. Når gliadin når ind i tarmvæggen, bekæmpes den med inflammation. Krydslinkningen mellem gliadin/tTG bekæmpes med inflammation… Alle tre processer fører til ødelæggelse af tarmcellerne på hver deres måde. Over tid bliver disse angreb så alvorlige, at de helt ødelægger mikrovilli og villi på tarmvæggen. Sådan her ser hele processen ud:

Når man vedbliver at spise gluten, selvom man har cøliaki, forbliver tarmen utæt, og gliadin sørger for, at der hele tiden er inflammation i kroppen.

En anden konsekvens er, at immunforsvaret konstant er i alarmberedskab. Det igangsætter en vedvarende inflammation (i et forsøg på at beskytte kroppen), hvilket kan resultere i, at man udvikler flere autoimmune sygdomme. I en sådan tilstand er man også mere tilbøjelig til at tage infektioner af forskellig grad til sig, da immunforsvaret er totalt på overarbejde.

Fremadrettede tiltag

For at bryde denne vekselvirkning mellem inflammation og autoimmunitet, må mennesker med cøliaki først og fremmest undgå at indtage gluten – herunder også spor af gluten, idet selv mikroskopiske partikler forårsager glutensmitte.

Vi heler bedst den utætte tarm, som ligger til grund for den autoimmune tilstand, ved at indtage en kost, som er så autentisk som muligt. Dvs. uraffineret og gerne økologisk, så giftstofferne fra de konventionelle fødevarer ikke glider gennem den utætte tarm og trigger det allerede overbelastede immunforsvar. Det smukke er, at vi med kosten kan gøre så meget godt for vores helbred. Kosten kan virkelig benævnes som medicin. Særligt en antiinflammatorisk kost viser sig at hjælpe mennesker med cøliaki til at stortrives.

En anden livgivende faktor i at højne livskvaliteten er stresshåndtering og afspænding. Studier viser fx at meditation kan være behjælpelig i at nedbringe inflammation. Psykomotorisk terapi  rekalibrerer nervesystemet og assisterer kroppen i at aktivere dens eget selvhelingssystem.

Det er mit hjertearbejde at assistere dig i at opnå et liv i fysisk og psykisk balance. For dig, som ønsker at begynde denne livgivende proces, ser jeg frem til at tage imod dig i min praksis eller online via Skype.


INSTAGRAM